Påstandene vokser hurtigere end dokumentationen. Det har vi alle et ansvar for at stoppe.

Mandag morgen d. 19. oktober landede en ny rapport om manosfæren i unge mænds TikTok-feeds. I løbet af dagen stod historien næsten ord for ord på en lang række danske nyhedssider. Om aftenen var den blevet til en rød plakat på Facebook med budskabet “Kvindehadet vokser”. Og i dag er den en sandhed, som tusindvis af mennesker har liket og delt.

Problemet er bare, at rapporten altså ikke siger det, plakaten siger. Lad mig vise dig hvorfor, for det her handler om noget, der rammer os alle sammen, når vi deler indhold: kildekritik.

Hvad siger rapporten egentlig?

Rapporten hedder “Manosfæren i unge mænds feeds”. Den er lavet af Center for Digital Pædagogik og Analyse & Tal på bestilling af to ministerier, som betalte 700.000 kroner for den. Den er grundig, og den er faktisk ret ærlig om sine egne begrænsninger. Det er værd at sige højt, for min kritik handler ikke om rapporten. Den handler om, hvad vi andre gør med den.

Overskriften, der gik viralt, var, at kunstige drengeprofiler i gennemsnit mødte kvindehadsk indhold efter tre minutter. Men kig lige på, hvordan tallet er lavet:

Forskerne oprettede otte kunstige TikTok-profiler og lod dem scrolle i en time hver.
Profilerne var først “trænet” med søgninger og interaktioner med videoer om dating, fitness, investering, gaming eller kendte manosfære-profiler som Andrew Tate.
Søgningerne for dating var valgt med vilje. Forskerne skriver selv i metodebilaget, at de valgte søgeord, som de “fra tidligere undersøgelser ved grænser op imod dele af manosfæren”, for at sætte det på spidsen. Fitness-profilerne søgte bl.a. på “gym motivation aggressive” og “gym motivation pain”.
Hver profil blev kørt én gang, i én time, på én telefon.
Tiden er ikke målt med et stopur. Den er regnet ud ved at give hver video en standardlængde på 10,5 sekunder. “21 sekunder” betyder altså video nummer to.
Gennemsnittet på tre minutter bygger på seks af de otte profiler. Gaming-profilen fik slet intet. To af de seks var trænet direkte på manosfæren.
Forskerne skriver selv, at profilerne ikke er repræsentative. De er eksempler på, hvad der kan ske.

Det er sgu stadig et interessant fund. Når en profil søger “how to attract women”, foreslår TikTok selv “how to attract high value women”, og det er manosfærens egen jargon. Det er værd at vide som forælder. Men det er noget andet end “drenge møder kvindehad efter tre minutter”.

Copy, paste, publicér

Så til det, der egentlig fik mig til at skrive det her. Søg på historien, og du finder den samme tekst igen og igen på regionale og nationale nyhedssider. Samme formuleringer og de samme tal, i den samme rækkefølge.

Det er jo ikke ondsindet, og jeg forstår det godt. Sådan fungerer et nyhedsbureau: Ritzau skriver én artikel, og mange medier bringer den. Men når de fleste ikke åbner rapporten selv, bliver ét led i kæden til hundrede afsendere. Og når hundrede afsendere siger det samme, føles det som en kendsgerning, selv om det hele står og falder med ét resumé af en pressemeddelelse.

Og vi er jo dovne af natur. Hvis vi ser noget tre steder, tror vi på det. Psykologerne kalder det sandhedseffekten: Gentagelse føles som bevis.

De vigtige forbehold, som “ikke repræsentativt” og “regnet ud, ikke målt”, overlevede ikke altid hele vejen ned gennem kæden. Det gjorde tallet til gengæld.

Fra feed til “kvindehadet i Danmark er stigende”

Næste led var politikerne. Trine Bramsen (S) skrev på Facebook, at “kvindehadet i Danmark er stigende”, og at det ifølge en ny rapport er mere udbredt, end vi troede. Opslaget har over tusind reaktioner og mere end 1.600 kommentarer.

Skærmbillede af Trine Bramsens Facebook-opslag med teksten "Ny rapport viser, at kvindehadet i Danmark er stigende" og en rød plakat: Kvindehadet vokser. Det har vi alle et ansvar for at stoppe. — Skærmbillede: Trine Bramsens opslag på Facebook, oktober 2026

Læg lige mærke til plakaten: “Kvindehadet vokser. Det har vi alle et ansvar for at stoppe.” Min overskrift er altså ikke et tilfælde.

Men rapporten måler slet ikke danskernes holdninger. Den måler, hvad der dukker op i TikTok-feeds. Den måler ikke, om danske drenge eller mænd hader kvinder mere end før. Det eneste, rapporten følger over tid, er looksmaxxing-indhold i 29 unge mænds feeds og medlemstallet på et internationalt incel-forum. Det er bekymrende tal, men de siger ikke det, opslaget siger. Og de 29 unge er ikke et udsnit af danske drenge. De blev fundet til centrets egne oplæg og workshops på skoler og i fritidsklubber og valgte selv at donere deres data. Det skriver forskerne åbent, men det kom ikke med i nyhederne.

Trine Bramsen er ikke hvem som helst. Hun var minister for ligestilling i 2022, hun sidder i Folketinget, og hun er Socialdemokratiets ordfører for børns brug af sociale medier. Netop derfor må vi kunne forvente, at hun har læst rapporten, før hun konkluderer på den. Lovgivere skal lovgive på dokumentation, ikke på overskrifter.

Den del af rapporten, der forsvandt

Det, der virkelig ærgrer mig, er, at opslaget overser halvdelen af rapporten. Den handler nemlig også om drengene selv. Om indhold, der fortæller dem, at en rigtig mand ikke viser følelser og ikke beder om hjælp. Om looksmaxxing, peptider, steroider og unge, der slår sig selv i ansigtet med en hammer for at få et kantet kæbeparti. Det er indhold, der skader drenge, ikke kun piger.

Rapporten har også et råd fra de unge mænd selv: De vil mødes med nysgerrighed og uden fordømmelse. En rød plakat med “Kvindehadet vokser” taler om drengene. Den taler ikke med dem. Og hvis en dreng, der kæmper med sit selvværd, ser sit køn blive sat i bås af en folketingspolitiker, hvem tror du så, han lytter til bagefter? Det gør manosfærens fortælling stærkere, ikke svagere.

Mine bud: Sådan klæder vi de unge på

Rapporten slutter med anbefalinger til fagpersoner, forældre, politikere og forskere. Mange af dem er gode, og jeg er især enig i, at drengene skal mødes uden fordømmelse. Men jeg arbejder med sociale medier hver dag, og jeg synes, der mangler noget helt centralt: Vi skal lære de unge, hvordan maskinen bag skærmen faktisk virker. Man er jo meget sværere at snyde, når man kan se tricket. Her er mine bud.

Til fagpersoner

Lær eleverne at se en salgstragt. Meget af indholdet i rapporten er ikke ideologi, men forretning. Looksmaxxing-profilerne sælger peptider og ansigtsapps, og Tate-brødrenes kursus koster ifølge rapporten mellem 99 og 499 dollars om måneden (det svarer ca. til 650-3.300 kroner). Opskriften er den samme, som jeg ser i marketing hver dag: Først gør man dig usikker, så sælger man dig løsningen. Når en 15-årig kan pege på det trin for trin, mister det meget af sin magt.

Brug elevernes eget feed som undervisningsmateriale. Lad dem tage telefonen frem i 10 minutter og selv vælge en video, de har fået vist, og stille de fire spørgsmål til den, som du finder længere nede i artiklen. Det er kildekritik på noget, de faktisk bruger, og ikke på en tekst, de aldrig ville have læst frivilligt.

Til forældre

Spørg til det sjove først. Det er de unges eget råd i rapporten, og det er godt. Hvis du kun spørger ind til det farlige, får du kun lukkede døre.

Vis dem, at de selv har rattet. Algoritmen lærer af, hvad man stopper op ved. Sæt jer sammen, tryk og hold på en video og find “Ikke interesseret”, og se, hvordan feedet kan nulstilles i indstillingerne. Det giver en følelse af kontrol, og det er præcis det modsatte af det, manosfæren sælger.

Byg selvværdet op, der hvor skærmen ikke er. En dreng, der ved, hvad han er god til, er sværere at overbevise om, at hans udseende afgør, om han får et godt liv. Og det er præcis det, looksmaxxing-videoerne prøver at bilde ham ind. Det er positiv psykologi helt ned på jorden: Find hans styrker, og brug dem.

Og vær selv et forbillede, når du deler. Børn lærer mere af det, vi gør, end af det, vi siger.

Til politikere

Læs rapporten, før I deler den. Det lyder banalt, men det er hele grunden til, at den her artikel findes.

Tal med drengene, ikke om dem. Hvis vi vil have unge mænd til at lytte til et andet budskab end manosfærens, skal de kunne mærke, at nogen interesserer sig for deres udfordringer også. Drenges trivsel hører med i ligestillingsdebatten.

Gør digital dannelse til et rigtigt fag, og tag algoritmer og influencer-økonomi med. Her er jeg enig med rapporten. Jeg vil bare tilføje, at det skal undervises af folk, der kender platformene indefra.

Til forskere

Rapporten er et godt første skridt, men næste undersøgelse bør kunne stå stærkere. Find deltagerne uden for jeres egne oplæg, gerne tilfældigt udvalgt. Kør de kunstige profiler flere gange og i længere tid, og test også helt neutrale søgninger som “hvordan får jeg en kæreste”. Brug den samme søgemetode for drenge og piger, og lad to personer kode det samme indhold uafhængigt af hinanden, så vi kan se, om de er enige. Det koster mere end 700.000 kroner, men så kan ingen pille resultatet fra hinanden.

Hvorfor skriver jeg om det her på en marketingside?

Fordi du faktisk gør præcis det samme, hver gang du deler en nyhed på din virksomheds side. Du låner afsenderens troværdighed, og du lægger din egen oven i. Deler du noget, der ikke holder, er det dit navn, der står på, når nogen begynder at stille spørgsmål. Troværdighed tager år at bygge op og ét opslag at rive ned.

Gør det her: Kildekritik i fire spørgsmål

Før du deler en nyhed med et tal i, så brug de fire spørgsmål, som Københavns Universitetsbibliotek lærer de studerende. Jeg har bare oversat dem til, hvad de betyder, når du sidder med en nyhed og en delknap. Det tager lidt længere end tre minutter, men det er det værd.

1. Er kilden troværdig?

Hvem står bag, og ved de noget om emnet?
Læser du den oprindelige kilde, eller en artikel om den? Står der “en ny undersøgelse viser”, så find undersøgelsen.
Er den fagfællebedømt, eller er den en rapport, nogen har bestilt?

2. Er den objektiv?

Vil afsenderen informere dig eller overbevise dig?
Hvem har betalt, og har de en interesse i resultatet? Det gør ikke resultatet forkert, men det er godt at vide.
Viser den flere sider af sagen?

3. Er den præcis?

Læs metodeafsnittet. Hvor mange er spurgt eller testet, og hvordan er tallet lavet?
Står der “ikke repræsentativt” eller “minimumsskøn”, så tag det med, når du deler.
Kan du finde det samme et andet sted, der ikke bare har kopieret den første?

4. Er den relevant?

Siger kilden det, overskriften siger? Hvis ikke, så del kilden, ikke overskriften.
Passer den til dit publikum, og ved du nok til at stå inde for den, hvis nogen spørger?

Kort sagt: Del kun det, du selv kan forklare. Hele guiden finder du hos Københavns Universitetsbibliotek.

Manosfæren er et reelt problem, og rapporten er et vigtigt bidrag til at forstå det. Netop derfor fortjener den at blive læst. Ikke bare delt.

Tak fordi du læste med.